Fortsæt til indhold

Kvik nabo fik indbrudstyve anholdt

20-årig fik straksdom på otte måneders fængsel

Krimi
Michael Wulff

Alarmcentralen på 1-1-2 fik fredag middag et opkald fra Østermøllevej i Trige nord for Aarhus.
Tre personer var i gang med et indbrud inde hos naboen og havde knust ruden i indgangsdøren. Derfor ringede øjenvidnet efter politiet, som kort efter standsede de tre på vej væk i en bordeaux-farvet Peugeot 206.
Alle tre personer i bilen blev anholdt, men de to fik senere lov at gå. Den tredje, en 20-årig mand fra Aarhus, blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag formiddag.
Her fik den 20-årige en straksdom på otte måneders fængsel, en dom, som blev modtaget af den unge mand. Han er kendt af politiet og var prøveløsladt efter et gaderøveri tidligere, oplyser Østjyllands Politi.