Stor anholdelsesaktion i Aarhus: 22 personer vækket og anholdt
22 borgere blev slæbt i Fogedretten i Aarhus.
Hvis du ikke tropper op i Fogedretten, når du får besked om det, så risikerer du, at lovens lange arm kommer og banker på din dør og hiver dig med derned.
Det var netop, hvad der overgik 22 borgere fra Aarhus-området tirsdag morgen.
I en større, koordineret indsats anholdt betjente fra Østjyllands Politi således mere end fire håndfulde skyldnere.
Fra tidlig morgen kl. 04 kørte politiet rundt og bankede på døre. Fælles for de anholdte er, at de ikke er mødt op som aftalt i Fogedretten, og at de ikke har reageret på indkaldelser og rykkere.
Man kan blive indkaldt til fogedretten, hvis man skylder penge, og den der har penge til gode, beder om fogedrettens hjælp til at inddrive gælden.
Man har pligt til at møde, og hvis man ikke gør, så risikerer man altså at blive afhentet af politiet.
Politiet opfordrer derfor til, at du sørger for at møde op i retten som aftalt eller får lavet en aftale om, hvornår du kan møde op. Østjyllands Politi vil også fremadrettet løbende afholde indsatser rettet mod borgere, der udebliver fra fogedretten, advarer ordensmagten.