Tyve ribbede 14 biler for airbags på få minutter
Bilforhandlere i Skanderborg fik besøg af profesionelle tyve - igen
Politiet og bilforhandlerne i Skanderborg er både frustrerede og forundrede over, hvor lynhurtigt og kreativt tyvene går til værks, når de gang på gang stjæler airbags fra udstillings-bilerne. På trods af at Maul Biler i Skanderborg i samråd med forsikringsselskabet har sat ekstra hegn op og fjernet de synlige airbags fra de udstillede biler, blev bilforhandleren sammen med tre andre forhandlere igen udsat for airbag-tyverier natten til onsdag.
"Vi har desværre været udsat for tyverier flere gange. Derfor har vi også skruet de synlige airbags af de udstillede biler. Vi ved jo, at det er dem, tyvene går efter. Det hjalp bare ikke, for tyvene vidste åbenbart, at der også sad nogle knæairbags i nogle af bilerne," siger reservedelschef Thomas Nielsen.
Maul Biler fik i denne omgang stjålet aribags fra to biler, som holdt parkeret i et område, hvor videoovervågningen formentlig ikke har kunnet opfange noget.
"Jeg synes hele tiden, at vi gør noget for at undgå tyverierne, men så finder de bare på noget nyt. Det er forfærdeligt, at de bare bliver ved," siger Thomas Nielsen.
Kristian Juliussen fra Lokalpolitiet i Skanderborg er også frustreret over de mange tyverier af airbags.
Fem biler på to minutter
"Tyvene er meget professionelle, og det er svært at forstå, at de kan nå at stjæle så mange airbags på så kort tid," siger han.
Ifølge politiets oplysninger har det tilsyneladende kun taget én person to minutter at ribbe fem biler for airbags hos én af forhandlerne.
"Og han skal vel at mærke både nå at bryde ind i bilen, åbne kølerhjelmen og fjerne strømmen og at afmontere airbags i alle bilerne på den tid," siger han.
Tyverierne er formentlig sket kort efter midnat natten til onsdag og de stjålne airbags er formentlig allerede nu på vej til Østeuropa.
"Vi ved ikke, hvem der står bag nattens tyverier, men hver gang vi har fanget airbag-tyve indtil nu, har der været tale om østeuropæere," siger vicepolitikommissæren.