SuperBrugsen i Hinnerup i brand
Ilden er under kontrol, men den store butik er svært røgskadet
Der kom røg ud af alle døre i SuperBrugsen på Torvet i Hinnerup fredag aften kl 21.11. Årsagen var en brand i butikken, som affødte en voldsom røgudvikling, men røgdykkere fra både Hinnerup og Hadsten fik hurtigt lokaliseret ilden og fik styr på den.
Flere tilskuere frygtede en gentagelse af den store brand 16. marts, som lagde naboejendommen i ruiner, men brandfolkene kunne denne gang få bugt med flammerne, da de først var kommet ind.
Se TV: Igen brand i bymidten
Hadsten Brandvæsen blev med det samme rekvireret med et slukningstog for at assistere Falck i Hinnerup og for at være på forkant med situationen.
Falcks røgdykkere fra Hinnerup måtte som de første på stedet skaffe sig adgang til Brugsen ved at smadre hovedindgangsdøren, hvorefter det gjaldt om at få ventileret røgen ud.
Det skete ved at lukke døre op i siden af bygningen samt bagdøren ved vinafdelingen.
Formentlig Ikke påsat
Politiets indsatsleder på stedet kunne ikke sige noget om brandårsagen, men han mente ikke den var påsat, da alle døre var låst ved brandvæsenets ankomst.
Favrskov Brandvæsens indsatsleder Henrik Thue Pedersen havde klokken 22.30 fortsat ikke været inde i butikken, men ifølge avisens oplysninger, så er ilden formentlig opstået i nogle elektriske installationer i forbindelse med en køledisk.
Først lørdag kan Henrik Thue Pedersen og politiet udtale sig nærmere om en brandårsag.
Hvorvidt SuperBrugsen kan åbne på grund af skaderne før sankthansaften søndag var også et stort spørgsmål fredag aften.