"Hvor skal vi nu handle"
Anders Møller fra Hinnerup kom forbi Torvet i Hinnerup lørdag formiddag med sine to døtre Sara Louise og Rebecca.
"Ja, hvor skal vi nu få maden fra?" spurgte faren sine unger med et smil, for Hinnerup har jo andre butikker med fødevarer end SuperBrugsen.
Se også: TV fra branden
Røget makrel
Ved den rullende fiskevogn udenfor SuperBrugsen mødte Lokalavisen Hinnerup Jytte Kroer, der netop havde købt en røget makrel. Hun er ansat i SuperBrugsens slagterafdeling, der i dag havde ordre i bogen.
"Det er jo ærgerligt for dem, som troede, de skulle have mad fra os," sagde hun, inden hun gik til informationsmøde med uddeleren kl 11.30.
Til Hadsten
Sanne Hedam måtte lørdag finde andre måder at skaffe sig mad på end handle i SuperBrugsen.
"De andre butikker har jo også noget, men ikke alt det, som vi normalt finder i butikken her. Så nu må jeg til Hadsten eller Aarhus," sagde hun.
Det betyder noget for Hinnerup
Claus Hvass stod udenfor sin tøjbutik på Torvet og kiggede på det store oprydningsarbejde. Han håber på, at handlen ikke forsvinder ud af byen de næste par uger, hvor SuperBrugsen vil have lukket.
"Men det er klart, at det kommer til at betyde noget for Hinnerups handel. For rigtig mange kommer her for at handle i brugsen som det primære, " sagde Claus Hvass, der også er næstformand i Hinnerup Handelstandsforening.