Kommunale investeringer i tvivlsomme afrikanske stater skal undersøges
Skanderborg Kommune er angiveligt én ud af seks kommuner, som investerer i nogle af verdens mest korrupte og udemokratiske stater
Skanderborg Kommune har i juni måned fået fornyet medieomtale efter, at det har vist sig, at den ifølge Berlingske Tidende er blandt de seks kommuner, som på trods af en del medieomtale sidste år fortsat investerer i korrupte afrikanske stater. Omtalen får nu kommunen til at revurdere sit samarbejde med Jyske Invest, som står for en række af kommunens investeringer.
“Der er etiske retningslinjer for mange ting, men lige nøjagtigt statsobligationer findes der ingen retningslinjer for, men sagen er heller ikke så ligetil. Man ser jo gerne, at vi fra vestens side investerer i udviklingslandene. Problemet med dem er bare, at mange af dem er styret af diktatorer eller ser stort på menneskerettigheder, men det gør man jo også mange steder i Asien og Sydamerika, så det er ikke kun i Afrika, der kan være problemer, ” siger borgmester Jørgen Gaarde (S).
Han har ikke overblik over, hvilke lande Skanderborg Kommune igennem Jyske Invest har investeret i, og hvor slemt det står til med korruption og brud på menneskerettigheder i dem. Når Jyske Invest investerer i afrikanske statsobligationer bliver der ikke screenet for korruption på landeniveau. Derfor er kommunen nødt til at træde ud af investeringsforeningerne i Jyske Invest, hvis man helt vil undgå afrikanske obligationer. Det vil blandt andet medføre et kurstab på 1,1 million kroner.
“Indtil videre har økonomiudvalget besluttet, at vi afventer Rådet for Samfundsansvars vejledning og undersøgelser, så vi ved, hvad vi snakker om, før vi beslutter os for, om vi vil fortsætte med den investeringsform eller ej,” siger borgmesteren.