Fortsæt til indhold

Tyv låste sig inde på toilet og nægtede at komme ud

Krimi
Susie Jessen

Det gik tilsyneladende ikke helt som planlagt, da to tyve besluttede at begå indbrud i frisørsalonen "House of Hair" i Fredericia. En nabo til frisørsalonen hørte ruderne smadre, da tyvene skaffede sig adgang til frisørsalonen og ringede derfor efter politiet. Da politiet ankom, var de to tyve godt i gang med at stjæle produkter og saksesæt til en samlet værdi af 24.677 kroner. Da det gik op for dem, at politiet var ankommet, forsøgte den ene at stikke af. Han ombestemte sig dog og overgav sig, da politiet ville pudse hundene på ham. Den anden tyv var lidt mere genstridig. Han besluttede sig for at gemme sig på frisørsalonenes toilet, hvor han sad og kukkelurede i 20 minutter, indtil han besluttede sig for at overgive sig. De to mænd - en 35-årig mand fra Fredericia og en 25-årig mand fra Vejle er nu anholdt.