247 våben er uskadeliggjort i Skanderborg
Politiets våbenindsamling i juni måned har slået alle rekorder, og det er væltet ind med våben og ammunition på stationen i Skanderborg
Politistationen i Skanderborg har været usædvanlig velbesøgt i juni måned. Under politiets såkaldte Frit Lejde aktion i juni måned er der nemlig blevet indleveret intet mindre end 247 våben og og 2037 stykker ammunition. Da politiet i Skanderborg seneste lavede en lignende aktion i 2009, blev der kun indleveret 78 våben. Lederen af Lokalpolitiet i Skanderborg mener, at den megen medieomtale af en ny og strengere lov om luft- og fjedervåben, har bidraget til årets rekordindsamling i Skanderborg og på landsplan.
"Vi har fået indleveret 43 luft- og fjedervåben. Nogle af dem kunne folk godt have beholdt, men jeg tror, at mange har benyttet lejligheden til at få ryddet op," siger Andreas Bryld Hansen.
Væk med bedstefars gamle våben
En stor del af de indleverede våben er af ældre dato og er fundet af familiemedlemmer i forbindelse med oprydning efter dødsfald.
"Når bedstefar går bort, og man finder gamle våben, har mange været i tvivl om, hvad de skulle stille op med dem, da de har været ulovlige, og nu har de fået muligheden for at aflevere dem under frit lejde-aktionen uden at risikere, at politiet forfølger sagen," siger lederen af Lokalpolitiet i Skanderborg.
Nogle af de indleverede våben er så gamle, at de muligvis ender på et museum, mens resten bliver kørt til destruktion.
Under aktionen blev der også indleveret 84 rifler og jagtgevær, 68 blanke våben såsom bajonetter, knive og sabler og 49 eksplosiver som kanonslag og ulovligt fyrværkeri.