Fortsæt til indhold

Indbrudstyvene er ikke taget på sommerferie

To mænd flygtede i ældre Mercedes fra gerningssted i Hinnerup

Krimi
Michael Wulff

De ferietomme boliger inspirerer tilsyneladende tyveknægtene i øjeblikket.
Især i Hinnerup kan lidt øget overvågning fra borgerne af gader og stræder måske dæmme lidt op for de mange indbrud, som er anmeldt til Østjyllands Politi:
På Søndergade i Hinnerup blev en dør opbrudt ved fire-tiden søndag morgen. Efter indbruddet, hvor der forsvandt to PH-kogle lamper, så vidner to mænd flygte i en ældre Mercedes personbil.
Den ene gerningsmand var iført en hvid hættetrøje med rundt mærke på ryggen samt blå bukser.
På Lupinvej i Hinnerup gik det udover to adresser i weekenden. Fremgangsmåden er den samme: Døren brydes op. I det ene tilfælde er der stjålet medicin.
En bolig på Snerlevej i Hinnerup fik et vindue brudt op, og så forsvandt et kontant beløb samt smykker.

Apple og PH forsvandt

På Viborgvej i Hammel blev en dør ligeledes brudt op. Tyven løb med et fladskærms TV mrk. Sony, en lampe mrk. PH Koglen, en bærbar PC mrk. Apple Macbook Pro samt en stationær PC.
Og på Ørnevænget i Hadsten blev der stjålet to GPS mrk. Garmin, en jakke mrk. North Face, diverse udstyr til PlayStation 3, diverse smykker samt et kontant beløb.
Østjyllands Politi opfordrer borgerne til at ringe 1-1-2, hvis indbruddet er i gang, mens 1-1-4 kan bruges til en senere anmeldelse.