Politiet skal give lov til at reparere bil på motorvejen
Få tilladelse af politiet før du reparerer bil på motorvejen
Det er absolut ikke uden fare, hvis man skal reparere sin bil på motorvejen. Derfor skal man kontakte politiet og få tilladelse, hvis man skal reparere et køretøj og man bliver nødt til at bruge en del af kørebanen for at gøre det.
Hvis man skal bruge en del af kørebanen for at klargøre bilen til bugsering, skal man også orientere politiet.
Nye regler
Der er kommet nye regler om sikkerheden for havarerede køretøjer på motorvejen, og det fremgår nu, at man kun må begynde at reparere køretøjet, hvis det er hurtigere end at bugsere det væk.
Kan man holde sig i nødsporet, så behøver man ikke kontakte politiet først. Men hvis man skal bruge en del af selve kørebanen til eksempelvis at skifte hjul, så skal man ringe 114 og få tilladelse af vagtcentralen. Det gælder både, hvis man er professionel ansat i et autohjælpsfirma eller privatperson.
På retsinformation.dk kan man under punktet "Bekendtgørelse om afmærkning ved reparation eller fjernelse af havarerede køretøjer på motorvej m.v." læse transportministeriets regler om afmærkning ved reparation af havarerede køretøjer.