Fortsæt til indhold

Jeg havde en sjov aften i byen

Det var ikke svært for politiet at finde den 49-årige kvinde, som forrige weekend stjal 6000 kroner fra en hæveautomat i Ry

Krimi
Af Bettina Sønderskov

Forrige lørdag klokken 21.19 forsøgte en 35-årig kvinde fra Silkeborg at hæve 6000 kroner fra Jyske Banks hæveautomat i Ry, men noget gik galt. Det lykkedes hende aldrig, at få pengene med sig. Det gjorde det til gengæld for den kvinde, som var efter hende i køen ifølge Lokalpolitiet i Skanderborg. Hun snuppede først de 6000 kroner, hvorefter hun selv hævede 400 kroner på sit eget kort. Derfor vidste Lokalpolitiet i Skanderborg, hvem de skulle lede efter. Da de fandt den 49-årige kvinde fra Silkeborg, erkendte hun da også tyveriet med det samme. Kvinden havde ifølge Lokalpolitiet haft en sjov aften i byen for pengene, men den blev også dyr. Nu skal hun nemlig både betale de 6000 kroner tilbage og betale den bøde fra politiet, som følger i kølvandet på, at hun nu er blevet sigtet for tyveri fra pengeautomat.