Tyve bestiller massevis af cigaretter og løber fra regningen
Nordsjællands Politi oplever i øjeblikket en ny trend, hvor tankstationer og butikker bliver udsat for massevis af cigarettyverier
Igennem de seneste par uger har Nordsjællands Politi modtaget et sted mellem 10 og 15 anmeldelser fra lokale butikker og tankstationer, som alle har været udsat for cigarettyverier. Fremgangsmåden er stort set den samme hver gang; Tyvene indfinder sig butikken, beder om et vist antal kartoner cigaretter, og når disse bliver lagt frem på disken, stikker de af fra regningen.
Senest skete det to gange i onsdags. Klokken 20.30 onsdag aften indfandt to mænd sig i butikken på Q8-tanken på Skodsborgvej, og her bad de om seks kartoner cigaretter. Da disse blev lagt frem på disken, kom en tredje person ind og distraherede kort den butiksansatte, hvorimens to første mænd snuppede cigaretterne og stak af i selskab med den tredje person.
Blot en time senere skete det samme på Q8-tanken på Hummeltoftevej i Virum. Her kom to personer ind og bad om fem kartoner cigaretter i forskellige mærker, og idet de blev udleveret, stak de af fra stedet. Ifølge Nordsjællands Politi kunne der meget vel være tale om samme gerningsmænd i de to tilfælde.
"Vi kan kun opfordre de ansatte i disse butikker til at bede folk om at betale først, inden de får udleveret cigaretterne. Og hvis de pågældende personer så mister interessen med det samme, vil vi selvfølgelig gerne høre fra de ansatte alligevel, så vi kan få et signalement af personerne," fortæller kriminalassistent René Letvad fra Nordsjællands Politi.
I så fald kan man kontakte politiet på telefon: 114.