Ung kvinde vækket af fremmede mænd i sin lejlighed
23-årig kvinde vågnede i nat ved at to udenlandske mænd stod i hendes lejlighed og spurgte efter kæresten
Af Bettina Sønderskov
En 23-årig kvinde fra Skanderborg husker formentlig at låse døren, før hun lægger sig til at sove, fremover. Natten til tirsdag klokken 0224 fik hun sig en grim forskrækkelse, da to udenlandske mænd pludselig stod i hendes lejlighed i Adelgade i Skanderborg.
"De spurgte efter hendes kæreste Kim, men kvinden havde ikke nogen kæreste, der hed Kim, og så gik de igen," siger lederen af Lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen.
Senere opdagede den unge kvinde, at de natlige gæster havde taget hendes dametaske med sig, før de forsvandt fra lejligheden.