Bil med stjålne nummerplader konfiskeret
En 38-årig mand fra Skanderborg er blevet taget så mange gange, at politiet nu har konfiskeret hans bil
Torsdag 18. juli klokken 15.02 standsede en patruljevogn en slingrende bil på motorvej E45 ved Skanderborg. Føreren af bilen var en 38-årig mand fra Skanderborg, der kørte uden kørekort. Dertil kommer at nummerpladerne på bilen var stjålne, og bilen var ikke indregistreret. Politiet konfiskerede bilen, idet manden gentegne gange er blevet taget for at køre uden kørekort.
Manden blev sigtet for at køre uden kørekort, for at have stjålet nummerpladerne og for at bilen ikke var indregistreret.
Det er ulovligt at køre på de danske veje i en bil, der ikke er indregistreret. Hvis en bil ikke er indregistreret, er der ingen garanti for, at den er synet og forsikret.
Nummerpladerne blev stjålet på Klostervej i Ry i maj måned. Hvis ens nummerplader bliver stjålet, skal man selv anskaffe sig nogle nye til den nette sum af cirka 1000 kroner.