Fortsæt til indhold

Kender du dem?

Nordsjællands Politi efterlyser tre formodede identitetstyve, som har bedraget sig til varer for omkring 250.000 kr., bl.a. i Gentofte

Krimi
Af Jesper Bjørn Larsen jesper.larsen@lokalavisen.dk

Da Henriette Thiim i maj fik stjålet sin pung, begyndte en lavine af urimeligheder at rulle for den 42-årige kvinde fra Lyngby.
Som hun tidligere har fortalt flere medier, bl.a. Ude og Hjemme og TV2 Nyhederne, har tyvene forfalsket hendes sygesikringsbevis og kørekort og brugt dem til at købe varer for omkring 250.000 kr.
I hendes navn blev der i løbet af ganske kort tid oprettet kvik- og forbrugslån og købt dyre varer i Fona, Elgiganten, Magasin, Ide Møbler, TDC, Telenor, Kultorvets Ure, Bonells i Fields og hos 3 Mobil.
Nu efterlyser Nordsjællands Politi tre personer, som er mistænkt for at stå bag indentitetstyveriet og svindelnumrene. På billederne ses de bl.a. fra videoovervågningen i Elgiganten på Nybrovej.
"Bedrageri sker dagligt, men det er her er en grov sag, for den forurettede er hele tiden under pres fra butikker, der stiller krav til hende. Det er en meget ubehagelig situation", siger politikommissær Mogens Steen Mogensen fra Nordsjællands Politi.
Foreløbig kender politiet til ni forskellige tilfælde af svindel i Henriette Thiims navn.

Nettet strammes

Ifølge Mogens Steen Mogensen har politiet allerede fået flere tip fra offentligheden, der peger i en bestemt retning. Billederne af de formodede identitetstyve har naturligvis også været sendt rundt i alle landets politikredse, og herfra er der også kommet flere tilbagemeldinger på, hvem personerne kan være, oplyser politikommissæren.
Første mistænkte er en kvinde på ca. 40 år, ca. 170 cm høj, der har mørkeblond skulderlangt hår med lyse striber.
Anden mistænkte er en mand på ca. 40 år, han er ca. 180 cm høj, almindelig af bygning og skaldet.
Den tredje mistænke identitetstyv er en kvinde på ca. 40 år, ca. 160 cm høj, med mørkt hår. Hun var iført en trøje, hvorpå der står BO.
Ved du hvem de formodedede identitetstyve er, eller har du oplysninger om dem, kan du ringe til Nordsjællands Politi på 1-1-4 og henvise til journalnummer 0900-83966-00150-13.

Her ses den mistænkte mandlige identitetstyv i Elgiganten på Nybrovej.
Her ses de to kvinder, der er mistænkt for identitetstyveriet og bedrageriet for den kvarte million kroner.