Giftig røg fra brand har måske forurenet jorden
Natur og Miljø er i fuld gang med at undersøge, om jorden i området nær den nedbrændte lagerhal er forurenet af giftige stoffer
Branden der tirsdag hærgede Averhoff Computer Genbrugs lagerhal med computer- og elektronikskrot på Lystrupvej i Risskov, kan muligvis have forårsaget en forurening af jorden i det omkringliggende område. Røgen fra branden var yderst sundhedsskadelig, og det har givet anledning til bekymring hos Natur og Miljø i Aarhus Kommune.
Onsdag gik forvaltningen derfor i gang med at tilrettelægge en undersøgelse af jorden hos naboerne til lagerhallen for at finde du af, om der er sket afsmitning til jorden af skadelige stoffer fra røgen.
Skadelige stoffer i jorden
"Tilsvarende undersøgelser fra tidligere brande har vist, at selv om brande kan være kilder til udledning af miljøskadelige stoffer, så er det meget sjældent de medfører en væsentlig forurening af omgivelserne," siger afdelingschef Anders Maltha Rasmussen fra Virksomheder og Jord under Natur og Miljø.
"Men det er vores holdning, at man ikke vil lade den aktuelle brand komme an på tidligere undersøgelser, og derfor sætter vi gang i den aktuelle undersøgelse."
Analyserne er ifølge Anders Maltha Rasmussen meget komplicerede og tidskrævende, er han er derfor ikke i stand til på nuværende tidspunkt at oplyse, hvornår Natur og Miljø forventer at have resultaterne af undersøgelsen.
Skyld grønsager grundigt
Er man bekymret for, om man kan bruge grøntsager fra sin køkkenhave, råder Anders Maltha Rasmussen til at kontakte Embedslægeinstitutionen, som kan rådgive omkring dette.
"Det må dog klart anbefales, at grøntsager fra køkkenhaven af forsigtighedsgrunde skylles godt inden brug, hvis man bor i et område, hvor røgen fra branden har været oplevet som ubehagelig," siger han.