Fortsæt til indhold

Fire er fængslet

En 52-årig mand er fundet død i et sommerhus i Jyllinge efter grov vold. Politiet har nu fået varetægtsfængslet fire for at stå bag overfaldet, blandt dem mandens kæreste og hendes datter

Krimi
Arkiv

En 69-årig mor og hendes datter er sigtet for at stå bag overfaldet på moderens 52-årige kæreste. Han blev afstraffet i en lejlighed i Nyborggade på Østerbro i København, og senere døde af sine kvæstelser i et sommerhus i Jyllinge. Manden blve fundet søndag den 21. juli.
Politiet fik fredag varetægtsfængslet en 41-årig mand, som sigtes for at have udført volden, mens moderen, datteren og en veninde alle tre blev sigtet for at have ”anstiftet” eller ”bestilt” den 41-årige til at tæve løs på den 52-årige med døden til følge. Moderen på 69 år, datter på 36 år og veninden på 34 år blev varetægtsfængslet i onsdags.
”Det var en afstraffelse, et internt opgør. Det præcise motiv kender vi dog endnu ikke,” siger drabschef Jens Møller til Ekstra Bladet.

Voldsomme skader

Den 52-årige anmeldte overfaldet samme aften som det skete nemlig den 9. juli. Han bildte dog politiet ind, at han var blevet overfaldet på gaden af en mand, som han kun gav et svagt signalement af.
Han blev kørt på sygehuset med voldsomme skader, blandt andet i hovedet. Lægerne frygtede blandt andet for hans syn, men to dage senere blev den 52-årige udskrevet, skriver Ekstra Bladet.
Den 52-årige boede sammen med den 69-årige kæreste i lejligheden på Østerbro, men turde ikke vende hjem, da han blev udskrevet. Han søgte derfor tilflugt i en bekendts sommerhus i Jyllinge.
Både offeret og de sigtede tilhører et miljø, hvor der bliver drukket en del alkohol, og politiet regner ikke med flere anholdelser i sagen.
Den 41-årige mand og de tre kvinder er fængslet til 6. august.