Politiet intensiverer trafikkontrol i sommervarmen
De dovne sommerdage, hvor både tyve og almindelige borgere holder ferie, bliver brugt af politiet til at få foretaget en masse trafikkontrol i Kolding. Således har politiet hele to gange i denne uge været ude og foretage kontrol på vejene i Kolding, hvor der er blevet lagt fokus på seler og mobiltelefonsnak under kørsel. Tirsdag formiddag var politiet på kontrol igen i området omkring Haderslevvej og senere Fynsvej. Her blev der på tre timer snuppet 31 personer, der kørte uden sele og 14 personer, der snakkede i mobiltelefon under kørsel. For begge lovovertrædelser får man en bøde på 1500 kroner. Poul Steffensen fra lokalpolitiet i Kolding påpeger, at det nok ikke er sidste gang hen over sommeren, at politiet foretager færdselsaktioner.
"Men mindre man har sat penge af til det på sommerbudgettet, så er det nok en god idé, at tage selen på. Vi forventer at vi kommer til at foretage en del flere kontroller hen over sommeren", lyder det fra Poul Steffensen.