Fortsæt til indhold

Hjemmerøveri: Fire anholdelser - flere på vej

Krimi
Camilla Olesen

Mellem otte og ti personer ankom onsdag 31. juli om aftenen til en adresse i Lystrup. De gjorde klar til et hjemmerøver i en lejlighed i Lystrup. Det lykkedes dem at komme ind i lejligheden og få noget med derfra, men hvad og hvor meget, vil vicepolitikommissær ved Østjyllands Politi, Thomas Hinge ikke oplyse.
Klokken 19.22 modtog politiet en anmeldelse, og der blev straks sendt flere patruljer til stedet. To personer blev anholdt med det samme tæt på det formodede gerningssted og blev fundet i besiddelse af masker og huer. De øvrige gerningsmænd havde forladt området.
"Vi skal ud at anholde flere personer, og jeg kan ikke kommentere sagen yderligere," siger Thomas Hinge fra Østjyllands Politi, der ikke vil oplyse, hvad motivet for hjemmerøvriet var, hvor gammel offeret er, og hvordan hjemmerøveriet foregik.
Det lykkedes Østjyllands Politi at få fat i alt fire unge mænd, der alle er blevet sigtet for røveriet. De blev fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 13. Politiet forventer dog stadig flere anholdelser i sagen.
Østjyllands Politi vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret.
Efter grundlovsforhøret blev de fire varetægtsfængslet i fire uger. Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer i sagen.