Teenage-røvere overmandede to drenge
Nordsjællands Politi har anholdt to teenage drenge for at have røvet to jævnaldrende drenge fra Skuldelev og Ferslev i nat
En hyggelig aften på stranden blev i går fuldstændig ødelagt, da to 15-årige drenge fra Skuldelev og Ferslev var på vej hjem. De to drenge blev frarøvet deres ejendele af jævnaldrende maskerede teenagere, der nu er henholdsvis tilbageholdt og anholdt for røveriet i nat.
Aflevér jeres ting
Det var klokken 2.19 i nat, at de to 15-årige drenge gik hjem ad Hovedgaden i Jægerspris, da en bil pludselig holdt ind til siden. Ud af bilen sprang to personer med hætte over hovedet og klude for munden, fortæller funktionsleder Henrik Duus ved Nordsjællands Politi i Frederikssund.
"De beordrer drenge til at give deres ting, og de to drenge afleverer hver deres rygsæk til røverne," siger Henrik Duus.
Herefter kropsvisiterer røverne de to drenge, inden at de hoppede ind i bilen igen og kørte derfra. Men røverne fandt heldigvis ikke drengenes mobiltelefoner i lommerne, og derfor ringede de to 15-årige drenge til politiet, fortæller Henrik Duus fra Nordsjællands Politi.
Fundet på p-plads
Tyve minutter efter, kl. 02.40, ser politiets patruljevogn en bil på en parkeringsplads ved Skoven nær Jægerspris, som passer på den beskrivelse, som de to drenge gav af røvernes køretøj.
I bilen sidder tre drenge, en 14-årig fra Jyderup, en 15-årig fra Mørkøv og en 16-årig fra Holbæk, og politiets patrulje finder også de to drenges stjålne rygsække.
Den 14-årige er tilbageholdt af politiet, og de to drenge, der er over den kriminelle lavalder, er anholdt for røveri. Her til formiddag er Nordsjællands Politi i gang med at afhøre teenagerne.
Det står endnu uvist, hvor de tre drenge havde bilen fra, som Nordsjællands Politi oplyser er indregistreret i Skibby.