Fortsæt til indhold

Har du set forsvundne Erik?

Krimi
Jacob Nielsen

Politiet efterlyser nu den 66-årige og svært demente Erik Georg Larsen, som forsvandt tirsdag klokken cirka 14:45 fra plejehjemmet "Lykkens Gave" i Kgs. Lyngby.
Han forsvandt fra "Lykkens Gave", som ligger på Fuglevadsvej i Lyngby, i forbindelse med en flytning på stedet, hvorfor plejehjemmets døre var efterladt åbne.
Nordsjællands Politi oplyser, at Erik Georg Larsen er meget dårligt fungerende og ikke har noget sprog. Han ligner umiddelbart ikke en dement og syg mand, men hans måde at agere på virker påfaldende.
Han er ikke bevidst om sine handlinger og har ingen stedsans, ligesom han heller ikke er bevidst om sine basale behov. Hans kondition er dog så god, at han kan gå meget langt uden pauser, ligesom han også kan sidde ned i meget lang tid.
Erik Georg Larsen beskrives som: Mand, dansk af udseende, 66 år, 185 centimeter høj, almindelig af kropsbygning, lys hudfarve, sort kort hår, gråligt overskæg, iført blå/grønternet skjorte, blå cowboybukser og sorte sko. Kan muligvis forstå dansk tiltale, men har intet sprog grundet sin demens/Alzheimer.
Henvendelser skal ske til Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.