Skrot-lager skal brænde ud
Fortsat kraftig røgudvikling fra brand på Lystrupvej i Risskov
Århus Brandvæsen har besluttet at lade det store genbrugslager for elektronik-skrot hos Averhoff Computer Genbrug på Lystrupvej i Risskov brænde ud.
"Brandvæsenet er i gang med at foretage en såkaldt kontrolleret nedbrænding. Branden er så omfattende, at bygningen ikke længere kan reddes, og derfor er det nu besluttet at lade bygningen brænde ned til grunden og forhindre den i at brede sig," oplyser politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.
Branden forventes at vare frem til sidst på eftermiddagen tirsdag eftermiddag. Røgudviklingen fra branden er stadig meget voldsom, og kan være giftig. Østjyllands Politi opfordrer derfor stadig beboerne i området til at gå indendøre, lukke vinduer og slukke ventilationen.
"Har man åndenød eller andre symptomer, er det vigtigt, at man kontakter sin læge. Røg fra sådan noget elektronisk skrot er noget giftigt stads," siger Mogens Brøndum.
Kort efter kl. 13 ankom Beredskabsstyrelsen fra Herning til brandstedet med yderligere mandskab og slukningsudstyr. de skal hjælpe med efterslukning af branden.
Det er endnu ikke klarlagt, hvad der er årsag til branden, men en af brandvæsnets teorier er, at den skyldes selvantændelse.