Fortsæt til indhold

Motionscyklist forhindrede truende skovbrand

Cyklede tilfældigvis forbi et sted langt inde i Gribskov og opdagede at det ulmede fra et efterladt ildsted i skovbunden

Krimi
Af John Jessen Hansen

Kun en hurtig og snarrådig indsats fra en forbipasserende mountainbikerytter forhindrede en mulig skovbrand onsdag omkring klokken 19 i Gribskov, cirka tre kilometer inde i skove i området omkring Fruebjerg ved Gadevang.

Det siger Falcks stationsleder Henning Schreiber om den faretruende situation.
"Vi fik et opkald onsdag aften klokken 18.45 fra en cyklist der havde observeret, at det røg fra bunden af skoven. Da vi kom frem til det meget øde sted observerede vi, at der var ulmende ild i skovbunden. Flere tomme konservesdåser kunne fortælle os, at der havde været nogen på stedet for at spise og brugt åben ild til at varme maden op med", siger Henning Schreiber og fortsætter:

"På det tidspunkt hvor vi ankom, var den ulmende ild nået cirka 20 centimeter ned i jorden og var allerede i gang med at brænde trærødder over. Da vi begyndte slukningsarbejdet stod der store flammer op af jorden, hvor vi forinden havde målt en temperatur dernede på cirka 500 grader. Vi måtte brugde 15.000 liter vand for at få ilden under kontrol", siger Henning Schreiber.

Få meter fra katastrofe

"Hvis ikke vi var blevet alarmeret af motionscyklisten kan det ikke udelukkes, at ilden havde bredt sig til grantræerne der kun står 40-50 meter fra ildstedet. Det tørre vejr taget i betragtning, kunne det have udviklet sig til en omfattende skovbrand i hele området. Så der skal lyde en stor tak til ham der alarmerede os i tide", siger Henning Schreiber der også understreger, at det er uforsvarligt og ulovligt at åbne enhver form for ild i skoven og så efterlade det glødende, specielt i det meget tørre vejr vi længe har haft i landet.

Gribskov er Danmarks fjerdestørste skov og der er flere områder hvor det er svært at komme frem til. Et af de steder var der hvor der i går blev konstateret ild.

Falck måtte bruge 15.000 liter vand for at få slukket ilden fra jordbunden.