Fortsæt til indhold

Ingen grund til at smide dem i fængsel

Oplysninger fra Alvin Christensen har haft afgørende betydning for, at det er lykkedes politiet at finde frem til de to unge mænd, som i forrige uge mishandlede en svaneunge til døde i Roskilde Fjord ud for Hylingeriis.

Krimi
Af David Foli

24. juli overværede 64-årige Alvin Christensen den ubehagelige mishandling af en svaneunge, da han fra land så to unge mænd sejle deres båd direkte ind i en svaneflok på Roskilde Fjord, hvorefter de jagtede en svaneunge og dræbte den ved at slå den gentagende gane med en åre.
"Selve optrinnet gør, at man forandrer person. Det bringer temperamentet op i mennesker - langt ud over det normale - og det gør, at man kan finde på at gøre noget uoverlagt i et kort stykke tid, fordi man bliver fuldstændigt rasende," siger Alvin Christensen til Lokalavisen Hornsherred og fortsætter:
"Man føler sig fuldstændigt magtesløs, fordi de er ude i sejlranden, og du kan ikke nå derud. Vi står inde på land og råber og skriger, men de er fuldstændigt ligeglade. Alene det, at man ikke kan få fat på dem og give dem en balle, det er enormt frustrerende. Det er en skrækkelig oplevelse at se på."
Alvin Christensen har siden episoden hjulpet politiet med informationer, der var med til at identificere de to gerningsmænd. Men selvom oplevelsen stadig får temperamentet til at koge hos Alvin Christensen, så mener han ikke, at de to unge mænd bør få en fængselsstraf.
"De fleste mennesker er interesseret i, at de får et rap over fingrene, og at de bliver irettesat kraftigt over den opførsel. Men dermed ikke sagt, at man skal bure dem inde i længere tid og give dem bøde og så videre. Det var ikke det, der var meningen med at gå efter dem. Det var for at irettesætte dem ligesom børn. De skal lære, at det ikke er acceptabelt at gøre i et samfund som vores," siger Alvin Christensen og fortsætter:
"Det er forkert at ødelægge to unge mennesker liv. De skal have en irettesættelse og syndsforladelse. De kommer til at høre for det her i ganske lang tid, og de får sig en forskrækkelse, og det er straf nok. Det er en tåbelig måde at opføre sig på, og de skal have sig en rigtig modbydelig irettesættelse af politiet og samfundet, og så tror jeg ikke, at de gør det igen."