Fortsæt til indhold

Svindlede de for 900.000 kroner?

Krimi
Jesper Lundh

Et indbrud, der aldrig fandt sted. En forsikringsløgn om at tyvene stjal for 712.000 kroner. Og stribevis af falske fakturaer, som skulle dokumentere tabet ved indbruddet.
Det er nogle af de alvorlige beskyldninger, et par fra Fredensborg står over for, når de den 19. august står tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, dokumentfalsk og falsk politianmeldelse ved Retten i Hillerød.
Ifølge anklagemyndigheden var det en dårlig aprilsnar, da parret den 1. april 2009 politianmeldte et indbrud i deres rækkehus i Fredensborg. Senere viste det sig angiveligt, at låsen ikke var brudt op og at de tiltalte selv havde fingeret indbruddet – blandt andet ved at flække dørkarmen.
Parret bildte deres forsikringsselskab TRYG ind, at de under indbruddet havde mistet genstande til en samlet værdi på 712.102,96 kroner. Hvis de skulle købe det hele fra nyt, ville det koste dem omkring 953.000 kroner, sagde de, og som dokumentation for deres tab fremstillede parret ifølge anklagemyndigheden falske fakturaer fra butikker i USA og England.
Forsikringsselskabet TRYG nåede at udbetale 121.038 inden sagen blev undersøgt nærmere og kassen smækket i.
Anklagerne stopper dog ikke her, for parrets svindlerier startede ifølge anklageskriftet allerede i juli 2008, da manden og kvinden efter et indbrud i deres bil i København hævdede at have mistet ejendele for 169.000 kroner. Også her fremstillede parret tilsyneladende falske bilag. Ni måneder senere barslede parret tilsyneladende med deres endnu større svindelnummer.
Hvis parret bliver dømt, risikerer kvinden i forholdet at blive udvist af Danmark.