Fortsæt til indhold

Økse-røvere med rådne tænder lå på lur efter 16-årige butiksansatte

Krimi
Jesper Lundh

To 16-årige butiksmedarbejdere - en dreng og en pige - blev fredag aften udsat for et røveriforsøg, da de var på vej hjem fra arbejde i SuperBrugsen i Fredensborg.
Kort efter klokken 20 forlod de unge butikken via bagdøren, men her blev de mødt af to mænd bevæbnet med en økse. Ifølge politiet sagde mændene, at det var et røveri.
De to 16-årige blev så bange, at de råbte op og løb deres vej, men skrigene forskrækkede angiveligt også røverne, som flygtede i den anden retning uden udbytte.
"Måske troede røverne, at de unge var på vej til døgnboksen med dagens omsætning," siger vagtchef Jan Hedager fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Mændene beskrives som østeuropæiske af udseende med rådne eller ingen tænder. Begge var iført blåt tøj og flygtede på cykel via stisystemet mod Vilhelmsro.
"Her til morgen har vi sandsynligvis fundet deres tøj og cykel i Fredensborg, og vi er nu ved at sikre spor. Vi skal også kigge nærmere på videoovervågning i området omkring butikken," siger Jan Hedager.