Truende bande på Aarhus Købmandsskole
Elever og lærere på Aarhus Købmandsskole i Viby truet af udefra kommende mænd
Betjente fra Østjyllands Politi måtte to gange mandag rykke hurtigt ud til Aarhus Købmandsskole i Viby. Her trængte nogle udefrakommende mænd ind på skolen og optrådte på en måde, så flere elever og lærere følte sig truede, oplyser vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi.
Første anmeldelse indløb lidt over kl. 10 mandag formiddag, hvor det forlød, at de indtrængende mænd var bevæbnet med en økse og et stemmejern. Flere patruljer var hurtigt fremme ved Købmandsskolen, hvor betjente stoppede en personbil, som viste sig at være nogle af de udefrakommende mænd. De blev herefter anholdt. Yderligere to mænd blev anholdt for vold mod en elev.
Kl. 12.50 indløb anden anmeldelse fra Købmandsskolen til vagtcentralen. Denne gang på grund af flere hætteklædte mænd, der var set i området omkring Købmandsskolen, muligvis bevæbnet med pistoler. Personerne havde været inde på skolen, hvor de havde rykket i flere låste døre.
Østjyllands politi var igen hurtig på stedet og anholdt umiddelbart herefter to personer, der blev sat i forbindelse med truslerne. Vidner forklarede til politiet, at en hvid BMW var kørt fra stedet i ukendt retning. Via vagtcentralen blev køretøjet efterlyst, og en patruljevogn standsede kort tid efter bilen og anholdt yderligere to personer.
Under afhøringerne blev det påvist, at der ikke havde været tale om pistoler. Af hensyn til den videre efterforskning ønsker politiet ikke at oplyse yderligere om sagen.