Igen igen: Nye tyverier fra varebiler i Favrskov
Marts måned har budt på en lang række tyverier fra varebiler.
Bølgen af tyverier fra varebiler i Favrskov er tilsyneladende ikke ovre.
Tidligere i marts har der som omtalt i Lokalavisen været indbrud i mindst 10 varebiler og blevet stjålet værktøj for mange mange tusinde kroner.
Nu kan der sidst på måneden føjes yderligere to sager til.
Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten fra fredag 31. marts, at man i det foregående døgn har fået to nye anmeldelser om tyveri fra varebiler ved Hammel.
På Søbygårdsvej vest for Hammel er der banket huller i en sidedør, så døren bagefter kunne åbnes. Gerningspersonerne har stjålet værktøj fra bilen for flere tusinde kroner. Det er sket på et tidspunkt mellem onsdag 29. marts klokken 18.30 og torsdag 30. marts klokken 07.30.
Også på Mosevej øst for Hammel er der stjålet værktøj fra en varebil af ukendte gerningsmænd. Dette tyveri har fundet sted på et tidspunkt mellem onsdag 29. marts klokken 07 og torsdag 30. marts klokken 06.
Østjyllands Politi oplyser, at man undersøger sagerne nærmere.