Fortsæt til indhold

Tre mænd anholdt i bil fyldt med tyvekoster

Tre polakker fængslet i fire uger sigtet for tyverier til i hvert fald 20.000 kroner

Krimi
Michael Wulff

OPDATERET: Det var landbetjent Arne Knudsen, Hammel Politi, og hans kollega fra Randers Politi, der torsdag mødte en mistænkelig bil i Thorsø. De to betjente standsede BMW 320eren med tre polakker i.
"Og mens jeg tjekkede de tre polakkers identitet, faldt min kollega over en pose med adskillige tyvekoster i," fortæller Arne Knudsen.
Han kørte med kollegaen og de tre nu anholdte personer til en campinghytte ved Hadsund, hvor de havde taget ophold.
Under en ransagning her fandt betjentene en såkaldt russerpose, som er foret med staniol til at imødegå butiksalarmer.
På baggrund af dette blev de tre fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De tre mænd i alderen fra 22 til 35 år blev varetægtsfængslet i fire uger.
De sigtes for tyveri af 57 stk. parfume og deodoranter af mærkerne Hugo Boss, Lacoste etc. – anslået værdi ca. 20.000 kroner
Betjentene ved Hammel Politi opfordrer til, at folk holder øje med udlændinge, som kortvarigt tager ophold i et sommerhus eller campinghytte. Giv politiet et praj, hvis man observerer noget mistænkeligt, lyder rådet.