Fortsæt til indhold

To knivrøverier i kommunen i weekenden

Kiosken ved tankstationen på Brunhøjhvej i Ry og Bavinchi bageren i Hørning blev i weekenden udsat for knivrøveri.

Krimi
Anne Mathilde Friis Larsen

Hele to røverier har der været i kommunen i weekenden.
Det første skete fredag aften klokken 19.53, og det gik ud over kiosken ved Uno-x tanken på Brunhøjvej i Ry. To asiatisk udseende mænd kom ind og truede sig til kassebeholdningen med en køkkenkniv på cirka 25 centimeter.
De to mænd kom kørende dertil i en mindre, sølvgråmetal personbil, måske en Peugeot, hvor nummerpladen starter med AC.
Mændene beskrives som cirka 18 år gamle, den ene omkring 175 centimeter høj, iført sort hættetrøje, sorte joggingbukser, hvide handsker og han havde et hvidt partisanertørklæde trukket op over næsen. Den anden gerningsmand var omkring 185 centimeter høj og iført sort hættetrøje med en hue eller kasket indenunder, hvide handsker, og han havde et rødt partisanertørklæde trukket op over næsen.
Begge mænd var asiatisk udseende og havde mandelformede øjne.
Vicepolitikommissær Martin Husted fra Lokalpolitiet i Skanderborg ønsker ikke at oplyse hvilke konkrete spor i sagen, de arbejder videre med.

Penge og wienerbrød

I Hørning begik en gerningsmand røveri mod Bavinchi bageren på Vesterallé søndag formiddag klokken 11.14.
Her kom gerningsmanden cyklende til stedet og truede den ansatte med en kniv, og fik udleveret kassebeholdningen. Inden han gik ud igen, forlangte han at få en stang wienerbrød med.
Gerningsmanden beskrives som en mand på cirka 170 centimeter iført grå hættetrøje, mørke bukser og hvide kondisko.
Han løb fra stedet efter røveriet og derfor er den cykel han ankom på i politiets varetægt.
Vicepolitikommissær Martin Husted oplyser, at de har en konkret mistænkt i søgelyset og konkrete spor, som lokalpolitiet arbejder videre med. Han vil ikke udtaler sig nærmere om den mistænkte.
Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem de to sager.
Lokalpolitiet kan ikke oplyse, hvordan ofrene for de to røverier har det.


Fakta:
Røveri er en alvorlig form for kriminalitet fordi offeret kan få både psykiske og fysiske skader. Straffen for røveri er derfor højere end for tyveri. Røveri kan straffes med op til 6 års fængsel. Hvis et røveri er meget groft eller farligt, kan straffen stige til 10 års fængsel.
Kilde: Det kriminalpræventive råd.