Kvik buschauffør fandt efterlyst mand siddende i bussen
Efterlyst 67-årig fundet i god behold
“Han løste billet til Laurbjerg, men stod af i Hammel. Det undrede buschaufføren, der havde set en efterlysning, som passede på manden. Og så ringede chaufføren til os.” Sådan fortæller en lettet vagtchef Jens Fonseca hos Østjyllands Politi lørdag eftermiddag til FavrskovPosten.
En 67-årig mand fra Laurbjerg forlod torsdag sin bopæl. Da han ikke kunne kontaktes, blev de pårørende ængstelige for, at der var sket en ulykke. Derfor blev politiet bedt om at efterlyse manden.
Stor eftersøgning sat i værk
Det blev fredag til en stor politiaktion i området nær Laurbjerg. Helikopter og hunde blev sat ind i eftersøgningen, men lørdag morgen havde man stadig ikke set noget spor og kun fået få henvendelser fra offentligheden.
Lørdag formiddag kl 11.45 fik en politipatrulje kontakt til manden, som gik i Hammels bymidte efter, han var stået af bussen. Han var lettere forvirret, men ellers i god stand.
“Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men det, der interesserer os, er, at manden er fundet i god behold. Han var kvik, den chauffør,” lyder de rosende ord fra vagtchefen.
Manden blev kørt hjem til Laurbjerg af politipatruljen.