Tyveknægte holdt ikke efterårsferie
Plænetraktor, smykker og kontanter er nogle af de forsvundne genstande
Da Favrskovs lokale politifolk mødte på arbejde mandag morgen på deres kontorer i Hammel og Hadsten, kunne de konstatere, at tyveknægtene ikke havde holdt efterårsferie.
Fra en privatbolig på Kappelsdal i Hammel er der stjålet kontanter ved et indbrud.
På Sønder Alle i Hammel forsynede tyven sig med en bærbar HP-pc samt nogle smykker.
Beboerne i en bolig på Tverfaldet i Hammel har anmeldt, at et vindue er brudt op. Her løb tyven med guldsmykker og et kontantbeløb.
Og en ubeboet landejendom på Korsagervej i Voldby har haft ubudne gæster, som har rodet en del rundt, fortæller landbetjent Arne Knudsen i Hammel.
Koben i sving i Vitten
Nærpolitiet i Hadsten har anmeldelse fra Friskolen i Hinnerup på Damsbrovej. Her har ukendte brugt den stille efterårsferie til at bryde en ladeport op, hvorefter de har stjålet blandt andet en plænetraktor, en buskrydder samt depotet af øl, vand og kaffe, som blev opbevaret der.
På Vesterengvej i Vitten er tyve forsvundet sammen med to bærbare Acer-pcere og to sorte Sony Galaxy mobiltelefoner efter, at kobenet havde skaffet adgang.
På Snerlevej i Hinnerup er der stjålet smykker og et kontantbeløb, ligesom beboere på Skyttevænget i Hadsten har haft uønsket besøg.
Endelig er en firmabil parkeret på Ellemosevej i Hadsten blevet ryddet for diverse professionelt værktøj, siger politiassistent Michael Sams, Nærpoliti Hadsten.