Færre indbrud og mindre vold i byen
Det går den rigtige vej med kriminaliteten i Aarhus, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Den forebyggende indsats er begyndt at virke
Prøv at forestille dig, at du kommer hjem til dit hus eller din lejlighed og opdager, at indbrudstyve har været så meget på spil, at der både er forsvundet fladskærme, DVD-optager, smykker og sølvtøj, mens det også tydeligt fremgår, at de ubudne gæster har rodet og snaget i dine personlige ejendele.
Det vil sikkert være en meget ubehagelig oplevelse.
Og prøv så også at forestille dig, at du kommer gående på en gade og pludselig overfaldes af et par unge mennesker, der giver dig spark og knytnæveslag, selv om du intet har gjort.
Det vil sikkert også være en meget ubehagelig oplevelse.
Mindre risiko
Heldigvis er risikoen for at blive udsat for indbrud og vold blevet mindre i Aarhus, viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik. Antallet af indbrud faldt med 23 procent fra 722 i tredje kvartal i 2012 til 559 indbrud i tredje kvartal i år. Volden faldt med seks procent til 295 tilfælde i tredje kvartal i år.
Trods et samlet fald i antallet af indbrud på landsplan, er Danmark dog stadig det mest indbrudsplagede land i EU. Og vi er det næstmest indbrudsplagede land i hele Europa.
“Det er positivt, at der bliver begået færre indbrud. Men vi falder fra et meget højt niveau, så der er lang vej igen, før vi når et acceptabelt niveau i Danmark,” siger analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, Anne Lerche.
Solide døre og vinduer
Ifølge Det kriminalpræventive råd kan danskerne selv gøre meget for at ændre den kedelige statistik. Solide døre, vinduer og låse, gør det sværere for indbrydstyven at komme inden for. Samtidig kan en moderniseret udgave af “Nabohjælp” hjælpe danskerne med at holde øje med hinandens boliger.
Nabohjælp er baseret på sund fornuft og det gode naboskab, men består også af ny skiltning, hjemmesiden nabohjælp.dk samt en app.
Vold i weekenden
Næsten to tredjedele af volden sker i weekenden, primært i nattetimerne. De unge fylder ofte i voldsstatistikkerne, og én af forklaringerne på den positive udvikling de seneste år er, at de unge er blevet mindre voldelige og mere fremtidsorienterende, oplyser analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, Rannvá Møller Thomsen.
“De unge har ændret livsstil i forhold til tidligere. De drikker mindre alkohol, tager færre stoffer og er i det hele taget blevet mere lovlydige,” siger Rannvá Møller Thomsen.
Forebyggelse virker
Men der er ifølge Det Kriminalpræventive Råd også andre forklaringer på, hvorfor volden er faldet i Aarhus.
Vi har gennem nogle år set en positiv udvikling, hvor kriminaliteten er faldet. Det kan blandt andet skyldes, at mange af de tidligere indsatser er begyndt at virke, og at vi har mere fokus på trivsel i skolerne,” siger Rannvá Møller Thomsen.
Vold mod offentligt ansatte har været stigende i en årrække og er også steget markant i tredje kvartal på landsplan. I Aarhus er antallet af anmeldelser dog faldet med seks episoder i forhold til samme periode sidste år.
Stigningen på landsplan skyldes blandt andet, at vi anmelder mere vold på arbejdspladsen hyppigere end tidligere. En anden forklaring er, at offentlige ansatte har fået flere kontrolopgaver, og dermed opstår flere konflikter.