Fortsæt til indhold

Stormen hærgede Egedal

Egedal Brandvæsen kan blandt andet melde om væltede træer, nedfaldne el-ledninger og et busskur på afveje

Krimi
Kenneth Tanzer

Egedal gik ikke forbi, da stormen gjorde sit indtog mandag eftermiddag.
I alt kan Egedal Brandvæsen melde om 24 udrykninger i tidsrummet fra mandag klokken 16.30 til 21.30, og viceberedskabschef Thomas Emil Hammerum tøver ikke med at kalde gårsdagens storm for den værste i den nye kommune.
"Stormen i 1999 var værre, men snakker vi Egedal Kommune, så topper denne storm som den mest voldsomme. Vi har været ude hele natten, og det har krævet mange ressourcer," siger Thomas Emil Hammerum.

Trampolin i el-ledning

De mange henvendelser drejede sig først og fremmest om væltede træer og nedfaldne el-ledninger.
"Vi har været ude til mange væltede træer, som enten var til fare for andre eller spærrede trafikken, men vi har også oplevet løs tagbeklædning og nedfaldne el-ledninger. På Krogholmvej i Stenløse lå et busskur midt ude på vejen ved børnehaven Blåmejsen, og på Vestergade i Ganløse hang en trampolin i el-ledningerne. Derfor måtte vi lukke vejen fra klokken 16.30 til 21.30," siger Thomas Emil Hammerum og fortsætter:
"Ved Hede Enge i Smørum i udkanten af kommunen har det været så voldsomt, at skovbørnehaven er lukket, mens nogle beboere har problemer med at komme ud."

På Stationsvej i Ølstykke var der også væltet flere træer.
Byggemateriale, valgplakater og affald har sat sit præg på Krogholmvej ved Stenløse Syd.