Fortsæt til indhold

Speciallastvogn reddede bilister ned fra Lillebæltbroen

Indsatsleder i Fredericia: Vi slap nådigt

Krimi
Peter Friis Autzen

"Vi havde travlt med både store og små opgaver. Men alt i alt slap Fredericia nådigt," konkluderer indsatsleder ved Brandvæsenet Ulrik Strehle ovenpå orkanen i går.
En gruppe børn og voksne strandede på den Kreative Skole, da dele af bygningens tagkonstruktion blæste ned og ingen kunne forlade bygningen i nogle timer.
Omkring 250 strandede togpassagerer blev fragtet til overnatning på Idrætscentret, fordi togene ikke kunne køre i blæsevejret.
En gavl i Bjergegade braste ned fra tredje sals højde, allerede inden vindstyrken toppede. Også gaderne omkring den lukkede Købmagergades Skole måtte spærres af, fordi tagstenene fra taget højt over gaden begyndte at flyve rundt.
Dele af Fredericia Idrætscenter blev lukket på grund af stormskader.
Dertil kommer et utal af stormfældede træer, ødelagte tage og andre skader på private hjem og biler.
"Der er stadig en del oprydning foran os. For eksempel grene og træer, der hænger og truer med at falde ned - og eventuelt ramme elledninger," siger Ulrik Strehle tidligt tirsdag morgen.

Tagsten blæste ned fra Købmagergades Skole.

Speciallastvogn på broen

På Den nye Lillebæltsbro forulykkede et par lastbiler, hvorefter trafikken gik totalt i stå.
"Bilerne kunne ikke komme derfra. Blæsten var så kraftig, at bilerne simpelthen kurede sidelæns," fortæller Ulrik Strehle.
"Så for at evakuere folk fra broen fik vi fat i en sværgods-transport (en specialbygget lastvogn til transport af for eksempel gravkøer eller kampvogne). Den vejer 40 tons og er lavt bygget. Dén kunne - som det eneste - stå fast på broen. Så kørte vi ud på broen, hvorefter bilerne kunne køre i læ bag sværgodstransporteren og komme ned fra broen. Det virkede," fortæller Ulrik Strehle.
Han tilbragte det meste af dagen i Fredericia Kommunes krisestyrings-stabsrum, hvorfra de mange indsatser blev koordineret.

Gavlen her i Bjergegade styrtede ned - heldigvis uden at at ramme nogen.
Søgangen i Gl. Havn var større end normalt. Tenna II gynger.
Brandvæsenet rykkede ud til blandt andet Købmagergades Skole for at spærre af.