Det handler om troværdighed
Når de forurettede i denne uge skal vidne mod en institutionsleder fra Skanderborg, vil det hele til dreje sig om troværdighed
Den stort anlagte sag om sexmisbrug på et opholdssted i Skanderborg vil blive afgjort af vidneudsagn.
Anklagemyndigheden har ingen tekniske beviser mod den 64-årige tiltalte mand - kun de forurettedes forklaringer.
“Det er altid svært i den type sager. Jeg fornemmer helt klart, at vores sag holder, men det kan sagtens smuldre, når vi kommer i gang,” sagdeden 34-årige anklager Mette Schjoldager i et telefoninterview med Lokalavisen, dagen før sagen begyndte i Retten i Horsens fredag.
“Det afhænger i høj grad af forklaringerne. Men vi ville jo ikke føre sagen, hvis vi ikke troede på, at vi har en god sag,” siger hun.
Den unge anklager er en erfaren kvinde ud i store sager med megen mediebevågenhed. Hun har blandt andet ført den såkaldte Judy-sag, hvor den sindssyge Kristian Heilmann dræbte pædagogen Judy Simonsen i en skov.
Allerede første retsdag var den 64-årige tiltalte institutionsleder i vidneskranken til afhøring.
Anklageren startede ud med at spørge til opholdsstedets historie og den 64-åriges baggrund for at arbejde med børn og unge.
Den tiltalte forklarede, at han er uddannet landmand og har gennemgået de kurser Skanderborg Kommune forlanger for, at han kan blive godkendt som plejefamilie.
Kærlighedsdigte
Ransagningen af ejendommen har frembragt adskillige digte, hvoraf tre blev læst op i retssalen. To af dem var kærlighedsdigte, som den tiltalte har skrevet.
“Jeg har skrevet hundredevis af digte, og de er ikke tilegnet nogen specielt. Hvis de var til nogen, ville jeg skrive det, som jeg gjorde med det til drengen,” forklarer den 64-årige tiltalte.
Kun det ene digt er direkte stilet til en af de forurettede. Det er skrevet til den ene af drengene og handler om den smerte, drengen har været igennem i sin barndom.
Digtene er en vigtig del af anklagerens sag, idet et vidne senere vil fortælle, at den tiltalte, en aften efter børnene var puttet og de to voksne drak vin, skulle have sagt til ham, at det ene kærlighedsdigt handler om den ene af pigerne.
Umiddelbart efter denne aften laver vidnet en indberetning til de sociale myndigheder om, at tiltalte og pigen har haft en upassende relation.
Mere end 30 vidner føres
Listen over vidner i sagen er lang. Mere end 30 personer skal afgive forklaring. Hele dagen mandag 15. april og tirsdag 16. april om formiddagen, er det de forurettede, der skal i vidneskranken.
Ifølge dommeren forventes det, at vidneafhøringer og bevisførelse vil forløbe over de næste fem retsmøder. Herefter afsluttes bevisførelsen, og så er det tid til procedure. Her vil begge advokater fremlægge deres side af sagen i et forsøg på at overbevise dommere og nævninge om, at netop deres påstand er den rigtige.