22-årig mand anholdt for wienerbrødsrøveri
Lokalpolitiet i Skanderborg har anholdt og sigtet en mistænkt i weekendens sag om wienerbrødsrøveriet fra Bavinchi Bageren i Hørning. Den 22-årige røver, der kommer fra lokalområdet i Hørning, blev anholdt tirsdag klokken 11.30 på baggrund af vidneudsagn. Han fremstilles i grundlovsforhør i dag klokken 10.45. Lokalpolitiet vil have den unge mand varetægtsfængslet i fire uger, indtil resultaterne af de tekniske undersøgelser foreligger.
Beviserne
Vicepolitikommissær Kristian Juliussen fra Lokalpolitiet i Skanderborg oplyser, at de ikke har fundet hverken wienerbrød eller pengene fra røveriet. Til gengæld har de fundet det tøj, røveren havde på under røveriet. Den 22-årige mand nægter sig skyldig. Røveriet fandt sted søndag formiddag 20. oktober, hvor røveren truede sig til kassebeholdningen og en stang wienerbrød med en kniv.