Fortsæt til indhold

Tre drenge blev betalt for at stjæle

Krimi
Tim Panduro

En 17-årig knægt fra Hillerød diskede op med en noget usædvanlig historie, da han tirsdag klokken 18 blev afhørt at politiet efter et kikset butikstyveri.
Drengen var sammen med to andre på tyvetogt i Bauhaus på Sigrunsvej i Hillerød. På vej ud med tyvekoster blev de forsøgt pågrebet af personalet. Drengene forsøgte at stikke af, men den 17-årige skvattede og blev holdt tilbage af personalet.
"Han har fortalt, at de blev tilbudt 1000 kroner for at gå ind og stjæle for 3000 kroner", siger specialkonsulent hos Nordsjællands Politi i Hillerød Christian Have.
Christian Have kan ikke oplyse, hvem der kom med det gode tilbud til de tre tyveknægte.
Politiet har kigget videoovervågningen fra Bauhaus igennem og har genkendt en 15-årig dreng fra Helsingør som en af tyvene. Han kan forvente at blive kontaktet af politiet en af dagene.