20 politi- og hjemmeværnsfolk leder lige nu efter Hanne
Efter talrige afhøringer af vidner, pårørende og naboer er der endelig dukket nye spor op i sagen om den forsvundne Hanne König.
Et vidne har fortalt politiet, at hun den torsdag Hanne König forsvandt, nemlig den 26. september har set en kvinde komme gående ad Vejstruprød Landevej med retning mod Sjølund. Det kvindelige vidne har ikke fastslået at det var Hanne König, men beskrivelsen af den gående kvinder passer ifølge politiet rigtig godt på Hanne König.
"Efter de har oplysninger er kommet frem, så har vi udvidet vores eftersøgningsområde. Hvor vi tidligere har taget udgangspunkt i området omkring Hanne Königs hjem, så er vi her klokken ni til formiddag begyndt at lede i og omkring centrum af Sjølund", lyder det fra Vicepolitikommissær Jesper Brian Jensen som også forklarer, at der er 20 mand ude og lede efter Hanne König.
"Vi har både politihjemmeværnet og hundepatruljerne med, og vi går simpelt hen fra hus til hus og banker på, og beder om lov til at kigge i folks skure, udhuse og garager. Vi leder også i skov, krat og ved søer, og vi håber selvfølgelig, at vi finder nogle spor efter hende, som kan bringe os videre i efterforskningen.
Den 50-årige Hanne König har været forsvundet i knap to uger og håbet om at finde hende i live svinder.
Der er oprettet en facebook-gruppe for den forsvundne kvinde og familie og venner har afsøgt store områder uden at finde Hanne König.
"Det er rigtig fint, at familien selv leder, men i dag er de ikke med. Det er bedst, at når vi er her, at vi så arbejder alene, ellers kan hundene godt blive forvirret. Men familien ved selvfølgelig, at vi er herude, og vi fortsætter med at lede, så længe der er steder at lede", slutter Jesper Brian Jensen.