Fortsæt til indhold

Mand forsøgte at lokke 11-årig pige med hjem

Børnelokker tilbød 11-årig pige chokolade og slik på stierne i nærheden af Ålholmskolen

Krimi
Mette Dolmer Thygesen

"Du får noget chokolade, hvis du tager med mig hjem".

Nogenlunde sådan lød ordene fra en mulig børnelokker, som en 11-årig pige mødte på stisystemerne ved Kaalundsvej i Hillerød mandag eftermiddag omkring klokken 15.50-16.15.

Det fortæller specialkonsulent Christian Have fra Nordsjællands Politi i Hillerød.

Pigen var på vej til badminton på Ålholmskolen, da hun blev antastet af manden, som kørte på cykel. I et lille kvarters tid fulgte manden efter hende og tilbød hende både slik og chokolade. Til sidst lykkedes det dog hende at slippe væk.

Politiet hører gerne om det, hvis nogen har set noget eller oplevet noget lignende på telefon 1-1-4.

Manden beskrives som cirka 35 år gammel, 175-180 centimeter høj, almindelig af bygning og udenlandsk af udseende. Han havde ifølge pigens forklaringer runde kinder og en stor spids næse og mørkebrunt hår med grå stænk til omkring ørerne.

Han havde brune sko, sorte bukser og en sort hættetrøje uden lynlås, men med snore i hætten, på. På trøjen var et grønt logo med en trekant, der er åben i bunden med tre streger i forskellige længder neden under. Han cyklede på en grøn og sort mountainbike.