20-årig mand sigtet for afpresning
Lokal kending af politiet blev onsdag anholdt og sigtet for at have afpresset en anden person til at oprette mobilabonnementer med henblik på videresalg
Betjente fra Nordsjællands Politi kunne onsdag formiddag anholde og sigte en 20-årig mand for at afpresse en anden person til at oprette mobilabonnementer.
Den 20-årige, som er en kending af politiet, havde i følge politiets oplysninger fået en anden til at oprette iPhone-abonnementer, hvorefter mobiltelefonerne skulle afleveres til den 20-årige med henblik på videresalg.
"Vi ser ofte at svage personer bliver udnyttet til at lave disse telefonoprettelser, hvor de straks efter oprettelsen af abonnementet skal aflevere mobilen til gerningsmanden. Det er ren udnyttelse, og ofte tør dem der bliver afpresset ikke at stå frem," siger specialkonsulent hos Nordsjællands Politi Henrik Duus.
Den 20-årige blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød, hvor han blev varetægtsfængslet i tre uger, mens den videre efterforskning foregår.