Kan du genkende denne røver?
Euro Spar i Farum blev lørdag aften udsat for et væbnet røveri, og politiet leder nu efter røveren
Euro spar på Farum Hovedgade blev lørdag aften udsat for et væbnet røveri, da en cirka 25-årig mand truede personalet til at udlevere penge fra kassen.
Røveriet blev begået klokken 18.45, da røveren kom ind i butikken og råbte, at det var et røveri og forlangte at få pengene fra kassen - samtidig med at han altså truede medarbejderne med en cirka 20 centimeter lang kniv.
Det er det tredje røveri mod Euro Spar på to år, og købmand Frank Rasmussen ærgrer sig selvfølgelig over, at det nu er sket igen.
"Det er ikke så meget de småpenge, røveren slap væk med. Det er mere de menneskelige konsekvenser, der ærgrer mig. Det er ikke rart for mine medarbejdere at blive udsat for den slags, og der er en rigtig dårlig stemning i butikken", siger Frank Rasmussen. Røveren beskrives som cirka 25 år og omkring 180 centimeter høj. Han var iført en stor grøn/brun militæragtig jakke, cowboybukser og lyse sko.
Han havde ved røveriet hætte over hovedet og en kasket inden under hætten. Efter røveriet flygtede han på en orange/gul cykel i retning mod Farum Station.
Har du set noget?
Hvis du har set noget i forbindelse med røveriet, vil Nordsjællands Politi meget gerne høre om det. Du kan kontakte Martin Glaring fra Nordsjællands Politi på telefonnummer 41 22 74 94, hvis du har oplysninger i sagen.
Politiet opfordrer samtidig til, at man ikke tager kontakt til røveren, hvis man træffer ham men i stedet ringer på 1-1-2.