10 børnehavebørn indlagt med forgiftning
Børnene i Børnehuset Roholmhaven i Albertslund havde spist giftige bær, som de troede var ærter, og måtte akut indlægges
10 børn fra daginstitutionen Roholmhaven i Albertslund blev tirsdag forgiftet og måtte en tur på skadestuen.
Børnene havde spist nogle bær fra et træ med bælgfrugter, som ligner ærter. Personalet kontaktede Giftlinien, og her kom man frem til, at det måtte være fra et Robinie-træ.
Det blev senere bekræftet af en gartner, oplyser institutionen i en skrivelse til forældrene.
"Efterfølgende fik vi en gartner fra kommunen ned. Gartneren skar de nederste grene af og vil komme tidlig onsdag morgen og fælde træet", lyder det videre i skrivelsen.
Personalet kontaktede Falck, men alle forældre mødte selv op og tog afsted med deres børn.
Herefter har daginstitutionen konstateret, at man har flere Robinie-træer, og de skulle efter sigende så sig selv. Så der vil blive tage forholdsregler omkring dette, lover personalet.
Moderat giftig
Børnene blev ifølge en forælder alle udskrevet igen i løbet af aftenen. Ifølge Giftlinjen vurderes giftigheden i Robinie-bær ikke i den alvorligste ende, men som moderat.
De mest almindelige symptomer på at have spist Robinie-bær er mavesmerter, opkastning og diarré.
"Hvis man har spist mere end et par frø, eller indtaget, tygget eller suttet langvarigt på dem, så skal man behandles", siger en medarbejder på Gifttelefonen til Albertslund Posten.
En forælder i institutionen er utilfreds med institutionens og komunens håndtering af forløbet:
"Vi fik først at vide, at det ikke var så slemt. Herefter fik vi ingen information, og da jeg tog kontakt til kommunen, vidste de ingenting om det."
I Roholmhaven ønsker man ikke at udtale sig, men henviser til Albertslund Kommune. Her lader man forstå, at man vil komme med en udtalelse senere.
due