Italienere anholdt for travtyveri
To italienske mænd er anholdt for at have stjålet tre sulkyer
Travtræner Jeppe Juel kan takke et vakst ægtepar for at have fået sine tre sulkyer tilbage igen. Natten før søndagens derby på Charlottenlund Travbane fik travtræneren stjålet sine sulkyer og noget seletøj fra en stald på banen.
Et ægtepar, der overnattede på en campingplads på Midtsjælland, lagde to og to sammen, da de med stor undren så nogle mænd slæbe nogle sulkyer ind i en hytte på pladsen. Det fortæller kriminalassistent René Letvad fra Nordsjællands Politi.
Politiet fik anholdt to italienske statsborgere, der mandag efter Villabyernes deadline blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. Tyveriet blev i første omgang omtalt på Ekstra Bladets hjemmeside søndag middag, og efter at have læst nyheden her kontaktede ægteparret politiet.
Med en lånt sulky sluttede Jeppe Juel som nummer tre i derbyet.