Lynge Skole overmalet af graffiti
Ukendte gerningsmænd har i et markant overgreb på Lynge Skole overmalet bl.a. en stor rød mur, som det kan koste op imod 30.000 kr. at få renset
'Du kan se her. Der er malet over det hele. Det er sket i weekenden, og der er kun at sige, at vi hidtil ikke har været udsat for noget lignende,' siger skoleinspektør Thomas Kirkegaard fra Lynge Skole.
Det er både Lynge Skole og den nærliggende Maglebjergskolen, der har haft besøg af de heftige 'malersvende', og det hele er meldt til politiet. Et kodeord kan være det "LTRS Crew" som der står henover maleriet.
Derudover er Thomas Kirkegaard også involveret på den måde, at han er formand for forretningsudvalget i det lokale SSP, men sagen er altså i første omgang hos politiet, som også kigger nærmere på det spor af graffiti, som fortsætter fra skolen og op igennem Lynge by, hvor der kan ses spredte tilfælde af graffiti.
'Der er nogle, der har malet en enkelt dør her hos os, men det er meget værre oppe på Lynge Skole,' lød beskeden, da Uge-Nyt først dukkede op på Maglebjergskolen. Og det er ganske vist: Lynge Skole har fået en ordentlig omgang.
'Der er ikke så meget at sige til det. Det er kedeligt, at det skal være sådan,' siger Thomas Kirkegaard. Skolelederen vurderer, at det kan koste et sted mellem 20 og 30.000 kr. at få fjernet graffitien på skolens mure. Det havde været billigere at forære de kreative graffiti-malere et kæmpelærred, som de ville kunne udfolde sig på.