Fortsæt til indhold

Vi fortryder intet

Ægteparret, der holdt Thor skjult i tre måneder, var blandt den halve hundrede mennesker, der fredag mødte op på ved retten i Helsingør

Krimi
Steen Tue Bjerborg

Blandt de op imod 50 støtter og hundevenner, der mødte op ved Retten i Helsingør fredag for at vise deres foragt for hundeloven og støtte til 'hundekidnapperen' Lars Bo Lomholt, var et ægtepar, der om nogen kender til sagen og Thors skæbne.
"Det var os, der havde Thor boende og holdt ham skjult i tre måneder, efter at Lars havde hentet ham på internatet," fortæller Karsten Gram. der sammen med sin kone Karin Gram havde fået lavet og bar en t-shirt med et påtrykt billede af Thor.

Dyrlæge spurgte dem

Når det blev ægteparret i Smørum, som fik Thor, skyldes det ifølge BT, at den dyrlæge, som Lars Bo Lomholt afleverede Thor til, kendte Karsten og Karin Gram.
Parret har i 30 år opdrættet schæferhunde og har derfor et stort kendskab til rasen. Derfor bad dyrlægen dem om at tage sig af hunden, der efter opholdet på internatet var stærkt afkræftet.
"Selvom vi havde lidt betænkeligheder, sagde vi ja, for Thor havde brug for hjælp, og det er en helt urimelig sag og hundelov," siger Karsten Gram.
Og selvom ægteparret i de tre måneder, de havde Thor boende, ind imellem var nervøse for, om der var nogle der opdagede det og kom og ringede på, har de ikke et øjeblik fortrudt, at de sagde ja til at tage hunden.
"Thor er en fantastisk hund, og nu har den det godt igen og er i sikkerhed i Sverige," slutter Karsten Gram, der derfor heller ikke længere har noget i mod at stå frem og fortælle historien.

Lars Bo Lumholt kendte ikke personligt ægteparret i Smørum, men det gjorde den dyrlæge, som han afleverede Thor til. Foto: Steen Tue Bjerborg