Fortsæt til indhold

Skal bruges til udsmykning af bymidte

Kræftens Bekæmpelse har modtaget over 500 bh'ere, der skal op at hænge i gaden til Lyserød Lørdag

Krimi
Jeppe Rafn

Vejles kvinder smider gerne tøjet for en god sag. Ok, det er måske at stramme den lidt, men det er lykkedes Kræftens Bekæmpelse i Vejle at få byens kvinder til at aflevere noget så intimt som deres bh, der skal stilles til skue for hele byen.
"Det er fantastisk så mange nye og flotte bh'ere, der er blevet afleveret. Og der er mange pink imellem," fortæller Tove Sørensen fra Kræftens Bekæmpelse Vejle.
Hun har af flere omgange været rundt i byens butikker for at tømme de kasser, som kunder kan aflevere brystholderne i. Indtil videre er der blevet afleveret over 500 bh'ere, som bliver sat sammen og hængt op i en guirlande på Strøget i Vejle til Lyserød Lørdag den 5. oktober. Bh-guirlanden starter på Rådhustorvet og fortsætter ned ad Torvegade og Nørregade - så langt som bh'erne rækker.
Gense også tv-indslaget:
Næsten 400 kvinder smed bhen

Giver opmærksomhed

Den alternative udsmykning af byen kaster i sig selv ikke nogle penge af til Kræftens Bekæmpelse, men den lokale afdeling i Vejle er overbevist om, at den har en stor PR-værdi.
"Det vil give stor opmærksomhed på dagen og være med til at trække folk op på Rådhustorvet, hvor der er lotteri, og hvor vi sælger tørklæder, armbånde og øreringe fra Kræftens Bekæmpelse. Og guirlanden vil måske få nogle til at tænke over formålet med Lyserød Lørdag og donere et beløb til at bekæmpe brystkræft," siger Tove Sørensen.
Bh'erne bliver pillet ned og destrueret, når Lyserød Lørdag er slut, fordi Kræftens Bekæmpelse vil være sikre på, at kvindernes intime ejendele ikke bliver stjålet, udsat for hærværk eller lignende.
Det er fortsat muligt frem til den 27. september at aflevere brugte, nyvaskede bh'ere i en række butikker i Vejle. Triumph i Bryggen, Fleur i Vestergade, Garn & Design i Vestergade, Femilet i Torvegade og Under Trine K i Vissingsgade tager imod.
Gense tv-indslaget:
Ekspert: Indfør brystregister nu
Det bliver i øvrigt muligt at få et smugkig på Bh-guirlanden på Vejle Stadion i forbindelse med søndagens fodboldkamp mellem VB og Brønshøj.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg -
KLIK HER

Det er ved at være sidste chance for at aflevere bh'ere til Lyserød Lørdag, som Tove Sørensen fra Kræftens Bekæmpelse sætter sammen til en Bh-guirlande.