Fortsæt til indhold

Brand i ungdomsklub var påsat

Vidner søges efter brand i Vognporten i Albertslund

Krimi
Arkiv

Det er nu fastslået, at den brand der opstod i en ungdomsklub på Vognporten søndag eftermiddag, var påsat. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Som omtalt i Albertslund Posten i denne uge var ilden opstået i et depotrum i klubben, og der blev slået alarm ved 15-tiden, mens der var unge og personale til stede. De kom alle udenfor, og ingen kom noget til.
Brandvæsenet fik slukket ilden, der efterlod skade i depotrummet og følgeskader som sod og lignende i tilstødende lokaler.
Efter det nu er fastslået, at branden var påsat, efterlyser politiet vidner.
"Vi arbejder nu videre på en mistanke om, at nogen antændte ilden i depotrummet – og derfor søger vi vidner, som enten har set noget eller i øvrigt kender noget til sagen", siger efterforskningsleder Ulrik Hove.
Han påpeger, at politiet fortsat afventer den endelige brandtekniske konklusion, og han maner til besindighed. Politiet vil ikke spekulere i sammenhænge med rækken af påsatte brande tidligere på året.
"Der har været roligt længe i Albertslund, men vi kører en åben efterforskning med alle muligheder åbne", siger Ulrik Hove.
Vidner kan henvende sig døgnet rundt på telefon 4386 1448.
due