Ægtepar redder kalv fra sump
Et ægtepar fra Ølstykke reddede torsdag aften en kalv op af et mudret åløb
Det blev ikke en hel almindelig aften for Janne og Thomas Helgeby Hansen fra Ølstykke, da de var ude at gå en aftentur tæt ved Snostrup Kirke torsdag aften i sidste uge.
Klokken var omkring 19.30, og de gik og nød det smukke naturområde vest for Ølstykke, hvor engene er oversvømmet. Her var det, at de hørte noget.
"Vi havde lige gået forbi en flok køer, da vi hørte et svagt muhh. Vi ser, at der er en lille fordybning tæt ved os og går der hen og ser så en kalv, der sidder uhjælpelig fast i mudderet i åløbet," fortæller Thomas Helgeby Hansen.
Efter at have observeret kalven i 15 minutter, hvor kalven ikke havde rokket sig ud af stedet, måtte ægteparret gøre noget.
"Først kontaktede vi politiet, som hurtigt henviste os til Dyrenes Beskyttelse. De sendte hurtigt den lokale repræsentant til stedet. Sammen fik vi kontakt til Falck, som sendte to biler fra henholdsvis Ballerup og Fredensborg. De måtte køre 600 meter med de store biler hen ad en lille smal grussti," fortæller Thomas Helgeby Hansen.
Falck kunne hurtigt trække kalven op af vandet - kun med et brækket horn som største skade. Den var våd, træt og udmattet men glad for genforeningen med de andre køer, fortæller Thomas Helgeby Hansen.
"Da vi kom hjem og lå i vores seng – ja der var det, at vi følte, at vi havde gjort noget godt og faldt i søvn på en god måde," slutter Thomas Helgeby Hansen.