Fortsæt til indhold

Konservativ spidskandidat kolliderede med lettisk lastbil

Konservative Pia Brandt Halling blev chokeret men slap uskadt fra en ulykke på Amagermotorvejen

Krimi
Arkiv

Den konservative spidskandidat fra Albertslund, Pia Brandt Halling, slap uskadt men dog meget chokeret fra mødet med en stor lettisk lastbil på Amagermotorvejen.
Ulykken skete onsdag i sidste uge på Kalvebod broen, hvor man må køre 90 km/t. Pia Brandt Halling fortæller, at hun lå i inderbanen og holdt sin hastighed. I midterbanen lå et stor lastbil, som på et tidspunkt begyndte at trække ind. Han havde tilsyneladende ikke set Pia Brandt Hallings lille Hyundai i inderbanen.
Resultatet var, at lastbilen trak direkte ind i siden på Pia Brandt Halling.
Hun snurrede en kvart omgang, inden det gik op for chaufføren, hvad der var sket.
”Jeg var ret chokeret, men glad for at min bil er solid!”, siger Pia Brandt Halling efter den voldsomme oplevelse. ”Men det gjorde ikke sagen nemmere, at det viste sig, chaufføren var fra Letland og hverken talte dansk eller engelsk. Da politiet kom, tog det dem derfor rigtig lang tid at få afhørt manden”.
”Midt i det hele havde jeg den særprægede oplevelse, at jeg sad på motorvejen og ventede på, at afhøringen og undersøgelserne skulle slutte. Jeg hørte radio, og trafikradioen fortalte, at Kalvebod broen var svært fremkommelig, fordi der var sket en ulykke. Jeg tænkte: de kunne da godt have sagt, at det var den konservative spidskandidat fra Albertslund, der sad i bilen! – det ved jeg godt, de ikke må, men alligevel!”
Pia Brandt Halling fortæller, at ulykken har taget hårdt på hende. Hun havde et par dage, hvor hun var ekstremt træt og ikke orkede alle de praktiske ting, hun ellers havde planlagt her op til valget.
Men allerede lørdag var hun i Albertslund Centrum, hvor der blev dystet i hockey mod et par af de øvrige politiske partier.
Mandag morgen var hun sammen med sine partfæller ude at dele rundstykker og valgpjecer ud i Albertslund.
The show must go on!
brie